lowcut.dk

Har Du Vægttab Som Nytårsforsæt? Så Læs Med Her!

Udgivet d. 11.12.2018
Skrevet af: Redaktion

Har du besluttet dig for, at i år skal være året, hvor du endelig får tabt de kilo, der har plaget dig så længe?

Hvis du har, er du langt fra alene. Hvert år oplever fitnesscentrene at få tusindvis af nye medlemskaber, fordi utroligt mange rider med på “New year, new me” bølgen. Umiddelbart er det jo utroligt positivt, at så mange vælger at forbedre deres fysiske helbred.

Desværre er det også et faktum, at kun få personer formår at holde mere end et par måneder. Lige pludselig falder motivationen, og hverdagen melder sig for alvor. Pludselig bliver 4 træninger om ugen til 2, så 1, osv.

For at undgå lige netop dette, har vi samlet nogle råd, der øger chancen for, at du kan få succes med dit nytårsforsæt.

Selvom du efter nytårsfesten tænker, at du uden de store problemer kan træne adskillige gange om ugen, og forberede sunde måltider hver eneste dag, så er det ikke nødvendigvis sandheden.

Derfor bør du være hudløst ærlig og realistisk overfor dig selv. Hvor meget har du egentlig tid til at træne, og hvor dedikeret er du klar til at være i forhold til kosten?

Det er bedre at opstille lavere forventninger til dig selv, således at du ikke får dårlig samvittighed og dermed lavere motivation. Ligeledes bør du sætte dine mål efter den indsats, du realistisk set kan præstere.

Det er vigtigt at være klar over, hvad der ligger til grund for din motivation til at tabe dig, hvis du skal opretholde den.

Derfor bør du spørge dig selv: Hvad er det egentlig jeg vil opnå ved at tabe mig? Hvordan vil det påvirke mit liv, hvis jeg opnår det? Og måske vigtigst af alt, hvorfor er det vigtigt for mig at tabe mig?

Når du er fuldstændig skarp på, hvad det egentlig er du prøver at opnå, og hvad du vil få ud af det, er det langt nemmere at bevare motivationen.

Mange har tendens til at lave voldsomme forandringer i deres livsstil, fordi de hurtigst muligt vil se markante resultater. Selvom det bestemt er muligt, er det langt fra den rigtige løsning for alle.

Det vigtigste er, at du formår at finde en livsstil, som du kan se dig selv i på længere sigt. Det er altså langt bedre at tabe dig stille og roligt, og få et vedvarende vægttab, end at tabe dig voldsomt indenfor en kort periode, blot for at tage det hele på måneden efter pga. mangel på motivation.

Hvis dit vægttab pludseligt begynder at gå meget langsomt, eller helt går i stå, så lad være med at gå i panik! Det betyder nemlig ikke nødvendigvis, at du gør noget forkert.

Vægttab er stressende for kroppen, derfor skal du sikre dig, at du har de optimale betingelser for at håndtere vægttabet. Du bør, udover at have styr på din kost og træning, også sørge for, at din krop får den nødvendige ro og restitution.

Altså, hvis du oplever at gå i stå, selvom du spiser fornuftigt og passer din træning, betyder det ikke nødvendigvis, at du spiser for mange kalorier eller forbrænder for lidt. Derimod kan det blot betyde, at du skal slappe mere af, sove mere, eller lignende.

Mærk efter og lyt til din krop!